Perdiso

Tredje del af trilogien Enferno – Putorio – Perdiso.

Perdiso blev udgivet i 2017 som første udgave, anden udgave kommer sammen med de to andre, men med ny forside, så de tre bind forenes med forsideillustrationer af Adholla Rogers.

‘Perdiso’ (2017) er romanen om en fjern fremtids arkæologiske tilbageblik på en forhistorisk tid, som tilfældigvis er vores nutid. Uden mulighed for at kontakte os over det tidsspand, fælder de en ikke særlig flatterende dom over den kurs, vor tids forvaltning af kloden lagde for deres verden og deres livsgrundlag.

‘Aniara’, inspirationen for ‘Perdiso’, er Harry Martinsons episke digtsamling fra 1967. Aniara er et rumskib med 5000 migranter i en fremtidig flåde i pendulfart for at evakuere menneskene til Mars, da Jorden er bleve ubeboelig. Aniara rammes af en meteorit som ødelægger styringsfunktionen, så det sættes på en udsigtsløs kurs mod intetheden. På den færd uden mål foregår handlingen.

I ‘Perdiso’ er det fortabte rumskib erstattet af vores egen hjemlige jordklode, på sin egen usikre kurs.

Fra bagsideteksten:

For at få overblik må man gå på afstand. I det politiske liv findes intet overblik, man stirrer sig blind på øjeblikket. For historikere går det bedre, de har tidsfaktor og tilbageblik til rådighed. For arkæologer endnu bedre, de undersøger så vidt muligt deres fund uden at begrænse fortolkningsmulighederne. For geologer og kosmologer bedst, her rækker overblikket langt ud over menneskehedens eksistens og de skadevirkninger, den har påført og vil kunne påføre planeten.

Denne bog nøjes med det arkæologiske perspektiv, anlagt af fremtidige arkæologer, som prøver at få overblik over deres forhistorie. For at følge dem springer vi 30-35 generationer frem, hvor en pludselig begivenhed har skabt adgang til hidtil ukendte områder, der rummer fund fra en hidtil ukendt fortid.

Det de finder, ryster dem. De ser en verden med besynderlige regler, normer og tabuer, de ser dyder som synder, synder som dyder, helte som skurke, skurke som helte. De undersøger samfundsforholdene i en tid som for dem er forhistorisk, og finder en katastrofal mangel på samvittighed og ansvarlighed hos befolkningerne og deres beslutningstagere. Og de tænker, at dette kunne have lagt grunden til ødelæggelserne, der ramte alle de senere generationer.

I deres egen tid er der omsider udviklet et sundt livssyn og en sund samfundsstruktur, hvortil ingen rudimentære værdibegreber fra forhistorien er overleveret.

Måske vil nogen finde bogens emne kontroversielt. Håbet er, at den alligevel kan kaste små redningskranse ud til gode spørgsmål, der ellers let kan drukne mellem herskende holdningsstrømme i de gængse normalopfattelsers forvirringsfelt.

Tak til Seneca, Montaigne, Voltaire, Russell, Walser, Canetti, og flere andre. En særlig tak til Harry Martinson for digteposet Aniara, 1956, og til Karl-Birger Blomdahl for operaen af samme navn, 1959.