Krystalspiren

Første del af Johannes’ passioner

En skildring af en række livsforløb mellem en flok mennesker, forenet af hinandens afledte og gensidige påvirkninger, med de konsekvenser og tilfældigheder, en kaotisk og overvejende dystopisk omverden tilbyder dem. Samfundet er i stigende opløsning, i en permanent krigslignende situation, med fravær eller bortfald af samfundsbevarende kræfter med tilhørende institutioner. Dette miljø favoriserer visse typer mere end andre, og fortællingernes bærende karakterer, Bernard og Johannes, hører ikke til de favoriserede. De tager stilling, men deres aktiviteter går ud på alt andet, og når de griber ind, sker det på en stille og ikke heroisk måde. Derimod diskuterer de ivrigt de store spørgsmål, både med andre, hinanden og med sig selv, og især følelseslivet hos Johannes, fortællingernes egentlige hovedperson, udspiller sig gennem hans tankestrømme, tankeflugter, fantasiverdener og vågne drømme. Han følges langt hen ad vejen med en jævnaldrende, en slags modpol som vælger en modsat vej, allierer sig med magtens koryfæer inden for kapital, kriminalitet og krig. Johannes viger ikke langt fra sin formodede far Bernard, som han har haft sin opvækst hos og deler sine anskuelser med. Han holder sig til dennes omgangskreds, herunder en maler og billedhugger, som udøver robust kunst og robust pædagogik. Og møder en kusine, der som den eneste drager fordel af et biologisk slægtskabsforhold, da hun arver en formue. Hun er i stand til at formidle kontakt med afdøde, et glimrende grundlag for en driftig klinik. Men hun er også datter, endda biologisk, af Bernards bror, hvis virke som anerkendt kunstner en del af hendes arv stammer fra, og som skønt afdød optræder flittigt i baghovedet hos både Bernard og Johannes. Her kan der godt blive trængsel, fordi også kusinen bevæger sig frit ind og ud. (fortsættes i Stille regn)